af Charlotte Lou Langdon
Deltager kom fra hele verden og skabt en uforglemmelig oplevelse- Jeg mødte folk fra Norge, Sverige, Danmark, Finland, Brazilien, Guatamala, Chile, Tyskland, Tjekkiet, Holland, Costa Rica, Litauen, Kroatien og USA. Dette gave fornemmelsen af at være en del af et større fællesskab, en bevægelse, og gav mig rigtig meget håb og inspiration for fremtiden.
Der var mange givende workshops- blandt andet om social permakultur, jordens microbiologisk liv, inspirerende præsentationer af permakultursteder og LAND centre og praktiske erfaringer såsom at snitte i træ og bygge sten-mur. Men udover de mange gode og spændende workshops som jeg fik mulighed for at deltage i, syntes jeg det var så givende, at falde i snak og høre lidt om andres live, projekter og synspunkter.
Flere af de andre permakultur-praktikere jeg snakkede med på festivalen- interesserede sig for hvordan vi kan gøre permakultur både mere relevant og mere tilgængelig til en bredere kredse- ved at inddrage helhedstænkende design i vores personlige projekter (ofte uden at eksplicit bruge ordet permakultur). Eksempler varieret fra grøn-havepleje, media og information til arbejde på skoler og i kommunerne. Til fejringen af den Norsk Permakulturforenings 30års jubileaum, bidrog workshopsholderne med personlige fortællinger om, hvor de troede permakultur vil være om 30år igen. Jeg håber at vi ser permakulturdesign i alle områder af vores samfund, sådan som det er blevet beskrevet i David Holmgrens Permaculture Flower. Blandt workshopsholderne var der håb og en beslutsomhed til at gøre alt, for at sikre at jorden og dens ressourcer bliver regnereret fremfor destrueret. Karoline Nolsø Aaen havde for nogle år siden to mål i hovedet. Der skulle skrives en bog på Dansk så folk kunne læse om permakultur, og der skulle komme flere træer i jorden. Bogen er nu udgivet, og Tycho kunne ikke være tilstede på festivalen, da han skulle sørge for vanding af 1000 træer på deres forpagtet jord ved Friland. For mig og måske også for de andre som lyttede, tror jeg det blev meget simpelt…jeg tænkte, ja, jeg kan bare gør mit bedste…og mit bedste kan faktisk være virkelig opbyggende. Det er gennem vores individuelle og fælles handlinger, at vi kan forandre verdenen.
Det var fantastisk at se så mange workshops som handlede om den menneskelig element i permakultur- jeg tror at det åbnet op for diskussioner om de mangfoldig måder som permakultur design kan bruges.
Efter åbnings ceremoni til festivalen, fortalte Cathrine Dolleris om Hvad er permakultur? Ud fra perspektivet af vores personlige valg. Man skal vælge at reducere sit forbrug, at dyrke sin mad, at designe sit liv, at opbygge ressourcer. Man skal vælge det fordi det er ikke den ”mainstream” måde at leve livet på (i hvert fald ikke der hvor jeg bor!) Der blev spurgt ud til deltagerne- hvordan var din vej til permakultur? Er der nogen her der har fundet permakultur efter en slags krise? Her kunne man fornemme de mangfoldig og talrige måder folk finder frem til omsorg for jorden, mennesker og en fair fordeling af resourcer. Der var flere som fortalte om krisene som gjorde at de begyndte med at lære om og praktisere permakultur.
Cathrine fortalte på en fængslende måde, til de andre som sad i kredse der under de store egetrær- om hendes eget historie, og hvordan hun er fundet frem til et mere regenerativt liv. Det var igennem hendes arbejde i Vietnam, hvor hun opdaget at ”top-down” løsninger, i en kultur med over 500 forskellige etniske baggrunde- kunne ikke være vejen frem. Istedenfor valgt hun en anden vej.
Det blev ikke glemt at pointere, at hovedparten af os der sad der på det bløde græs, var kommet fra hvide, ”middle-class” familier- og at vi bliver nødt til at gøre permakultur tilgængelig for alle. Vi bliver også nødt til at forstå vores ansvar; at sidde i en position hvor vi kan påvirker andre mennesker live, på den anden side af kloden. Vi kan vælge hvis vi vil være en del af en løsning, eller en del af social og økologisk destruktion. Cathrines fine ord skabte en god ramme for resten af festivalen og det var fantastisk at se en introduktion til permakultur, hvor alle på festivalen kunne være med. Cathrines ord blev også spejlet, i en tale fra Julio Perez, senere på festivalen, når han fortalte om livet i Chile. Han fortalte at han lærte permakultur ud til folk som havde inget…inget, han gentog. De måtte bare praktisere permakultur for at overleve. Han fortalte om hvordan efterfølgende kom han til Norden, hvor folk havde alt de havde brug for. Men de havde mistet sig selv i det. De havde mistet deres forbindelse til naturen. De måtte også praktisere permakultur for at overleve; for at finde deres forbindelse til den naturlig verden, og spille deres rolle i det stor hele.
Jeg er kommet hjem fra festivalen med en glæde over alle de projekter og mennesker som arbejder rundt om i verden for at oplyse, uddanne og regenerere. Alle de mennesker som har taget et personlig valg, at leve ud etikkerne, og facilitere en forandring som kan være til gavn for både naturen og mennesker.